Subprime-krisen ses som et samspil mellem flere årsager, først og fremmest – udbredelsen af talrige, ofte meget komplekse finansielle instrumenter som f.eks. boligpantebreve, credit default swaps og collateralised debt obligations – den verdensomspændende udbredelse af originate-to-distribute-strategien; – nye virksomheders indtræden på markedet, som ofte ikke eller kun i ringe grad er underlagt tilsyn, f.eks. hedgefonde – selv som offshore-fonde – og special purpose vehicles – den stærkt stigende betydning af investeringsbankvirksomhed – den asymmetriske information, der er blevet forstærket af den globalt drevne securitisationsvirksomhed, som ikke kun er begrænset til bankerne, og som samtidig har spredt sig over hele verden, hvilket har ført til uvidenhed om den faktiske fordeling af risici; kæden mellem den oprindelige investor og (slut)investoren blev i nogle tilfælde længere og længere og dermed mindre gennemsigtig – den utilstrækkelige risikostyring i mange institutioner; i mange tilfælde var risikostyringen ikke fulgt med de finansielle innovationer; – ydelse af subprime-lån i kølvandet på loven om fællesskabsinvesteringer fra 1999 i USA, som førte til en betydelig stigning i udlån til private husholdninger med dårlig kreditværdighed og så at sige var den direkte udløsende faktor for krisen – udbetaling af bonusser til bankfolk, selv om det tilsvarende engagement fører til et tab i fremtiden (på mellemlang og lang sigt). – Bonussystemerne var generelt kun orienteret mod kortsigtet succes. Det var derfor helt rationelt for en bankmand at tage de højeste risici for at opnå et højt afkast og modtage tilsvarende bonusser. I tilfælde af fiasko faldt bankmanden blot tilbage til sin grundløn. Dette er et godt eksempel på, hvordan en ansvarsbegrænsning fremmer uansvarlig forretningsadfærd, og sidst, men ikke mindst, den amerikanske centralbanks 20-årige lavrentepolitik: Hver gang der var risiko for en økonomisk nedgang – f.eks. efter aktiekrakket i 1987, den asiatiske krise i 1997/98, efter dotcom-boblens bristning og efter de islamiske terrorangreb den 11. september 2001 – imødegik centralbanken den ved at sænke den ledende rente. – De fleste af de ovennævnte og andre årsager hænger sammen og er delvis indbyrdes forbundne på en måde, som er vanskelig at vurdere i detaljer. – En anden forklaring på årsagerne er baseret på leverandørernes og forbrugernes holdning på markedet. Der nævnes syv dødssynder, som bankfolk og deres kunder er faldet i: Grådighed, overskud, overmod, forfængelighed, overdrevenhed, urimelighed og uduelighed. – Se risikokultur. – Jf. årsberetning 2007 fra BaFin, s. 9 ff. (meget god præsentation; s. 22 ff.): kronologisk oversigt over begivenhederne).

Bemærk: Den finansielle encyklopædi er beskyttet af ophavsretten og må kun anvendes til private formål uden udtrykkeligt samtykke!
Universitetsprofessor Dr. Gerhard Merk, Dipl.rer.pol., Dipl.rer.oec.
Professor Dr. Eckehard Krah, Dipl.rer.pol.
E-mailadresse: info@ekrah.com
https://de.wikipedia.org/wiki/Gerhard_Ernst_Merk
https://www.jung-stilling-gesellschaft.de/merk/
https://www.gerhardmerk.de/

Diese Seite verwendet Akismet, um Spam zu reduzieren. Erfahre, wie deine Kommentardaten verarbeitet werden..